OM REBECCA

Rebecca, udlært i 2022

“Jeg har altid haft en stor interesse indenfor servicefaget, og allerede fra en tidlig alder vidst, at jeg i et eller andet omfang, skulle have med kundeservice at gøre.

Så at jeg kan implementere min passion og interesse indenfor godt isenkram med netop dette, ser jeg kun som en positiv ting. Jeg brænder for det jeg laver, og går aldrig på kompromis med kvaliteten af det jeg leverer”.

Rebecca er i dag ansat som salgsassistent i Imerco Home Middelfart

OM LINE

Line, udlært i 2022

“Jeg har altid haft en stor interesse for isenkram og ikke mindst for salg og service. Jeg elsker kontakten med kunderne og trives godt i et lærerigt men tilpas udfordrende arbejde, som udvikler mig både personligt og arbejdsmæssigt.

Det bedste jeg ved er, når kunderne anerkender og værdsætter min hjælp og vejledning i butikken og samtidig stoler på min viden og ekspertise."

Line er i dag salgsassistent i Imerco Silkeborg Vestergade

Velkommen til

Hej alle

Vi, Rebecca og Line, er Imercos elevrepræsentanter. Vi er så heldige, at vi var blevet udvalgt til at dele ud af vores hverdag som 2. års elever i Imerco, hvilket vi havde glædet os utrolig meget til.

Vi lægger ud med en kort præsentation af, hvem vi er, og hvilke butikker vi hører hjemme i. I kan også se frem til indlæg om vores elev-rejse i Imerco, arbejdsopgaver i butikken, skoleophold og ikke mindst vores kommende fagprøve. 

Jeg, Rebecca, er 23 år gammel og arbejder til dagligt i Imerco Home Middelfart. I 2020 startede jeg som elev i Imerco Home Odense, Vestergade, hvor jeg to år efter blev udlært. Jeg har altid haft en stor interesse for salg og service, hvilket var en af grundene til, at jeg valgte Imerco som elevplads. Derudover så jeg det som et trygt sted at uddanne mig - et sted der ville blive taget hånd om mig. Samtidig med, at jeg ville opnå en masse ny og vigtig viden indenfor isenkram, der ville gøre en forskel for andre i deres dagligdag.

Jeg, Line, er 22 år gammel og hører hjemme i Imerco Silkeborg, Vestergade, hvor jeg blev udlært i 2022. Efter at have været ansat i Imerco siden jeg var 15 år, havde jeg et stort ønske om at dygtiggøre mig og blive udlært indenfor isenkrambranchen. Jeg har altid været sikker på, at et arbejde med fokus på salg og service var den helt rigtige kombination for mig. Derfor valgte jeg at søge en elevplads hos Imerco, da jeg afsluttede min studentereksamen. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet.

Vi håber, at I glæder jer til at følge med i vores dagligdag og i vores sidste tid som elever i Danmarks fedeste isenkramkæde.

De bedste hilsner,

Rebecca og Line.

Fagprøven: hvad, hvor og hvornår?

Som 2. års elever afsluttede vi vores 4. modul og sidste skoleophold i midten af februar 2022. Det betød, at den længe ventede fagprøve lurede lige om hjørnet.

Fagprøven består af tre dele:

  • En skriftlig opgave, hvor man skal formulere vores idé og fastsætte nogle mål.
  • Gennemførsel af en fysisk aktivitet i butikken.
  • En afsluttende mundtlige eksamen på Handelsfagskolen i Odder.

Vi begyndte allerede at arbejde på idéer til vores fagprøve på 3. modul af vores skoleophold, og på 4. modul lavede vi en opgaveformulering i fællesskab med vores underviser, som danner rammen for fagprøven og dens fokus.

Vi fik løbende masser af hjælp og vejledning af vores dygtige undervisere og hele kædens ansatte. Vi havde også mulighed for at sparre med vores klassekammerater og udveksle gode ideer for at sikre, at alles fagprøver bliver en succesoplevelse.

For at give jer en endnu bedre idé om, hvordan en fagprøve afvikles i butikken, og hvilket fokus den kan have, har vi skrevet et par ord om, hvordan vores egne fagprøver kommer til at forløbe.

Jeg, Rebecca, valgte at fokusere på Wilfa Powerfuel Digital Blender samt samtlige EGO VG10 knive. Min fagprøve blev afholdt i butikken fra den 30. marts til og med den 6. april 2022.

Den 1. april var der Open By Night i Odense City, så denne aften kunne man kigge forbi butikken, hvor jeg demonstrerede, hvilke egenskaber hovedsageligt blenderen har, og uddelte smagsprøver.

Der var også en kundekonkurrence i hele perioden. Derudover havde jeg lavet en samarbejdsaftale med en populær restaurant i Odense, som kom ind i butikken og lavede lækre smagsprøver ved hjælp af knivene.

Jeg, Line, valgte at sætte fokus på professionelt køkkenudstyr til en bæredygtig, moderne og funktionel hverdag. Mine hovedprodukter og dermed mit fokus var på udvalgte Bamix stavblendere, Timm Vladimir Kitchen sous vide og vakuumpakker samt stegepander fra Morsø.

Min fagprøve blev afviklet i perioden fra den 8. til den 16. april 2022, hvor jeg bl.a. afholdte demonstration to gange i ugens løb med råvarer sponsoreret af Rema 1000 Silkeborg Sydbyen og Silkeborg Slagteren.

For at sikre en masse kundestrøm i butikken og forhåbentlig en masse salg, havde jeg også planlagt dagskonkurrencer, goodiebags og en masse gode tilbud.

Vi håber, at vores uddybning af fagprøven og dens formål kan være med til at give jer en ide om, hvad man bl.a. har i vente som 2 års. elev. Denne del af uddannelsen er absolut den fedeste og mest spændende, idet vi virkelig får lov til at vise, hvad vi har lært gennem vores elevtid samt sætte vores eget præg på vores elevuddannelse.

De bedste hilsner Rebecca og Line

Blogindlæg:

Gennemførelsen af fagprøven

Hej alle 

Som opfølgning på vores sidste blogindlæg, tænkte vi, at det naturligvis var på sin plads, at give jer en opdatering på, hvordan gennemførelsen af vores fagprøver gik i butikkerne! Vi taler formentlig på vegne af de fleste elever, når vi siger, at netop denne del af fagprøven er den sjoveste, mest spændende og ikke mindst den vigtigste. Forberedelsen og markedsføringen heraf samt salget herfra, baner nemlig vej for resten af fagprøven - for som beskrevet sidst, består fagprøven nemlig af: en skriftlig opgave, en aktivitet i butikken og en mundtlig eksamen. 

Nedenfor har vi skrevet et par ord om, hvordan fagprøverne udspillede sig i Imerco Odense, Vestergade og i Imerco Silkeborg, Vestergade.  

Jeg, Rebecca, har igennem hele min elevtid set utroligt meget frem til netop fagprøven - så for mig var det én stor fest. Jeg har haft et fantastisk samarbejde med den leverandør, jeg valgte at benytte mig af, samt en god energi fra kollegaer, som alle ydede deres bedste for at hjælpe mig med, at sikre et godt resultat. Dette var tilsammen med til at gøre det hele til en god oplevelse. Jeg synes personligt, at det har været en uge, som har gjort det muligt for mig at udfordre mig selv endnu mere hvad angår salg, hvilket til sidst viste sig at give pote, og dermed givet mig endnu mere selvtillid og troen på, at jeg er god til mit arbejde. Der er nu kun den mundtlige eksamen tilbage, som jeg glæder mig utroligt meget til.

For mig, Line, var det en positiv, succesrig og helt igennem fantastisk oplevelse at afvikle min fagprøve i butikken. Jeg har haft et meget tæt samarbejde med mine leverandører, og jeg har bl.a. fået hjælp til afholdelse af varedemonstration samt den dekorative del af fagprøven, herunder opstilling af salgsoplæg i butikken. Samarbejdet har gjort mig tryg, og det har været med til at sikre et rigtig godt resultat! Til trods for, at jeg var lidt nervøs forinden, blev det tydeligt allerede første dag, at der slet ikke var grund til det - der var nemlig masser af støtte og begejstring at hente fra kunderne, leverandørerne og ikke mindst mine kollegaer. Nu ser jeg frem til at forsvare min skriftlige opgave til den mundtlige eksamen - jeg er nemlig ret stolt af det, som jeg har udrettet!

Maj måned brugte vi på at færdigskrive den skriftlige del af fagprøven og forberede os til den mundtlige eksamen, som fandt sted d. 7 juni på Handelsfagskolen i Odder.

Blogindlæg:

Line medvirker i Detailhandelsuddannelsens brandingkampagne

Hej alle 

I sommeren 2022 medvirkede jeg, Line, i en kommende brandingkampagne, der udarbejdes i samarbejde med Detailhandelsuddannelsen. Den nye kampagne handler i korte træk om at øge kendskabet til fagligheden, karrieremulighederne og de mange gode oplevelser, som en uddannelse og et arbejde i detail giver.

I forbindelse med optagelserne til kampagnen havde jeg samtidig fornøjelsen af at møde seks andre unge mennesker, der, ligesom mig, også er elever på nuværende tidspunkt. Til trods for, at vi alle hører hjemme i forskellige virksomheder, var det utrolig motiverende at lære andre unge mennesker at kende, som deler den samme interesse, passion og engagement for deres arbejde. Det blev desuden tydeligt allerede fra start af, at vi grundet vores fælles interesser kunne have det sjovt i hinandens selskab.

Dansk Erhverv løfter først sløret for den færdige kampagne sidst på sommeren, men jeg håber, at kampagnen kan være med til at øge interessen og lysten til at tage en detailhandelsuddannelse - og selvfølgelig hos Imerco. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt at have valgt en uddannelse i detail-verdenen til fordel for f.eks. en videregående uddannelse - hver dag bliver jeg derimod bekræftet i, at det var den helt rigtige beslutning!

De bedste hilsner,

Line

Imerco A/S
Smedeholm 16, 2730 Herlev
CVR-nr. 26 57 25 17